Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. SZPUNAR
fremsat den 27. juni 2024 (1)
Sag C-236/23
Mutuelle assurance des travailleurs mutualistes (Matmut)
mod
TN,
Société MAAF assurances,
Fonds de garantie des assurances obligatoires de dommages (FGAO),
PQ
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig))
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2009/103/EF – ansvarsforsikring for motorkøretøjer – omfanget af den dækning af tredjemænd, som ydes ved den lovpligtige forsikring – national lovgivning, hvorefter forsikringskontraktens ugyldighed kan gøres gældende over for den skadelidte passager på grundlag af sidstnævntes forsætligt urigtige oplysning på tidspunktet for kontraktens indgåelse«
I. Indledning
1. Den præjudicielle forelæggelse i den foreliggende sag ligger i forlængelse af dommen i sagen Fidelidade-Companhia de Seguros (2), hvor Domstolen fastslog, at direktiverne om ansvarsforsikring for motorkøretøjer er til hinder for en national lovgivning, hvorefter ugyldigheden af en kontrakt om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som følger af, at forsikringstageren har afgivet urigtige oprindelige oplysninger med hensyn til, hvem der er ejer og sædvanlig fører af det køretøj, der har været involveret i et trafikuheld, kan gøres gældende over for skadelidte tredjemænd.
2. I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret oplyst, om den samme fortolkning kan anlægges i en situation, hvor den skadelidte passager, over for hvem forsikringskontraktens ugyldighed gøres gældende, er den person, der som forsikringstager har afgivet sådanne urigtige oprindelige oplysninger. I bekræftende fald opstår endvidere det spørgsmål, om forsikringsselskabet, til trods for at kontraktens ugyldighed ikke kan gøres gældende over for en skadelidt tredjemand, kan anlægge sag mod denne skadelidte tredjemand med henblik på at få tilbagebetalt de beløb, der er blevet udbetalt i henhold til forsikringskontrakten.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
3. Artikel 1, nr. 2), i direktiv 2009/103/EF (3) definerer begrebet »skadelidte« som »enhver person, der har ret til erstatning for skade forvoldt af et køretøj«.
4. Dette direktivs artikel 3 fastsætter følgende:
»Hver medlemsstat træffer med forbehold af artikel 5 passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.
Der træffes inden for rammerne af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes samt om forsikringens nærmere vilkår.
[...]
Den forsikring, der er omhandlet i stk. 1, skal dække tingsskade såvel som personskade.«
5. Direktivets artikel 12, stk. 1, fastsætter følgende:
»Med forbehold af artikel 13, stk. 1, andet afsnit, skal den i artikel 3 omhandlede forsikring dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren.«
6. Samme direktivs artikel 13 har følgende ordlyd:
»1. De enkelte medlemsstater træffer passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der er udstedt i overensstemmelse med artikel 3, og som bestemmer, at forsikringen ikke dækker nedenstående personers anvendelse af eller kørsel med køretøjet, med henblik på anvendelse af artikel 3 ikke har nogen indvirkning på krav fra tredjemand, der lider skade ved et uheld:
a) personer som hverken udtrykkeligt eller stiltiende har tilladelse hertil
b) personer, som ikke har et kørekort, der giver dem ret til at føre det pågældende køretøj
c) personer, som ikke efterlever retsforskrifterne vedrørende køretøjets tekniske og sikkerhedsmæssige stand.
Den i første afsnit, litra a), omhandlede bestemmelse eller klausul kan imidlertid gøres gældende over for personer, der frivilligt har taget plads i det skadevoldende køretøj, såfremt forsikringsselskabet kan bevise, at de vidste, at køretøjet var stjålet.
Medlemsstaterne kan – for så vidt angår skader, der indtræffer på deres område – undlade at anvende bestemmelsen i første afsnit, såfremt og i det omfang den skadelidte kan opnå dækning af den lidte skade i medfør af regler om social sikkerhed.
2. I tilfælde af at køretøjet er stjålet eller tilegnet ved vold, kan medlemsstaterne bestemme, at det i artikel 10, stk. 1, omhandlede organ skal intervenere i stedet for forsikringsselskabet på de i nærværende artikels stk. 1 fastsatte betingelser. Såfremt køretøjet er hjemmehørende i en anden medlemsstat, har dette organ i så fald ingen regresmulighed mod noget organ i denne medlemsstat.
Medlemsstater, der bestemmer, at det i artikel 10, stk. 1, omhandlede organ skal intervenere i tilfælde, hvor køretøjet er stjålet eller tilegnet ved vold, kan for tingsskade fastsætte en selvrisiko på op til 250 EUR, der kan gøres gældende over for skadelidte.
3. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der udelukker en passager fra forsikringsdækning med den begrundelse, at han vidste eller burde have vidst, at føreren af køretøjet var påvirket af spiritus eller af et andet rusmiddel, da ulykken fandt sted, ikke har nogen indvirkning på krav fra en sådan passager.«
B. Fransk ret
7. I henhold til artikel L. 113-8 i code des assurances (forsikringsloven) er en forsikringsaftale ugyldig i tilfælde af forsætlig fortielse eller urigtig oplysning fra forsikringstagerens side, når denne fortielse eller urigtige oplysning ændrer risikoens genstand eller mindsker forsikringsselskabets opfattelse af den, selv om den risiko, som forsikringstageren har fortiet eller oplyst urigtigt, ikke har haft nogen indvirkning på tabet.
III. Faktiske omstændigheder i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
8. Den 5. oktober 2012 tegnede PQ en bilforsikring hos selskabet Mutuelle assurance des travailleurs mutualistes (herefter »MATMUT-selskabet«). Ved indgåelsen af denne kontrakt erklærede PQ, at han var den eneste fører af det forsikrede køretøj.
9. Den 28. september 2013 var dette køretøj, som blev ført af TN i beruset tilstand, involveret i et færdselsuheld med et andet køretøj, som var forsikret af Mutuelle d’assurance des artisans de France (»MAAF«). PQ, som var passager i førstnævnte køretøj, kom til skade ved denne ulykke.
10. TN blev retsforfulgt ved tribunal correctionnel (ret i første instans i straffesager, Frankrig) og blev fundet skyldig i bl.a. personskade på PQ forårsaget af føreren af et civilt passagerkøretøj under påvirkning af alkohol med en uarbejdsdygtighed på mere end tre måneder.
11. PQ rejste krav om civilretlig erstatning. Under et retsmøde i straffesagen påberåbte MATMUT-selskabet sig med hensyn til disse krav undtagelsen om kontraktens ugyldighed som følge af PQ’s urigtige oplysning om den sædvanlige førers identitet. MATMUT-selskabet anmodede om at blive fritaget for ansvar og anmodede om, at PQ’s erstatning blev udbetalt af Fonds de garantie des assurances obligatoires de dommages (FGAO), som er det organ, der bl.a. har til opgave at yde erstatning til ofre for trafikulykker, hvis den ansvarlige ikke er forsikret.
12. Ved dom af 17. december 2018 erklærede tribunal correctionnel (ret i første instans i straffesager) kontrakten for ugyldig på grund af forsikringstagerens forsætligt urigtige oplysning. Retten frifandt MATMUT-selskabet, pålagde TN at erstatte ofrenes tab og erklærede dommen for eksigibel over for FGAO (4).
13. TN, FGAO og MAAF iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved cour d’appel (appeldomstol, Frankrig), som stadfæstede dommen, for så vidt som den havde erklæret forsikringskontrakten mellem PQ og MATMUT ugyldig.
14. Cour d’appel (appeldomstol) konstaterede, at TN på det tidspunkt, hvor PQ tegnede forsikringsaftalen, var ejer af køretøjet og dets sædvanlige fører. Den fandt, at PQ således forsætligt havde afgivet en urigtig oplysning om identiteten af den sædvanlige fører, hvilket åbenbart havde ændret forsikringsselskabets opfattelse af risikoen, idet TN tidligere var blevet dømt for spirituskørsel.
15. Cour d’appel (appeldomstol) fandt imidlertid i modsætning til tribunal correctionnel (ret i første instans i straffesager), at MATMUT-selskabet kunne drages til ansvar, og frifandt derfor FGAO. Ifølge denne ret kunne den i code des assurances (forsikringslovens) artikel L. 113-8 fastsatte ugyldighed af kontrakten på grund af en forsætligt urigtig oplysning, henset til EU-rettens forrang frem for national ret, ikke gøres gældende over for ofrene for en trafikulykke eller deres begunstigede. Det forhold, at skadelidte var passager i det køretøj, der forårsagede ulykken, eller at han var forsikringstager eller ejer af køretøjet, gjorde det ikke muligt at nægte ham status som »skadelidt tredjemand«.
16. MATMUT-selskabet iværksatte appel til prøvelse af cour d’appels (appeldomstol, Frankrig) dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) med den begrundelse, at cour d’appel (appeldomstol) i strid med forsikringslovens artikel L. 113-8 og R. 211-13 (5) med urette havde fastslået, at ugyldigheden af forsikringskontrakten ikke kunne gøres gældende over for PQ.
17. Idet afdelingen for straffesager fandt, at undersøgelsen af dette anbringende krævede en udtalelse fra afdelingen for forsikringsret, forelagde den sidstnævnte et spørgsmål om muligheden for at gøre ugyldigheden af en forsikringskontrakt på grund af en forsætligt urigtig oplysning gældende over for et offer, som både er passager i det køretøj, der har forårsaget ulykken, og forsikringstageren.
18. Efter at være blevet forelagt dette spørgsmål har anden afdeling for civile sager ved Cour de cassation (kassationsdomstol) givet en detaljeret redegørelse for den franske retstilstand angående muligheden for at gøre ugyldigheden af forsikringskontrakten gældende over for personer, som er skadelidte i en ulykke, for hvilken et forsikringsselskab kan drages til ansvar. Det følger således af Cour de cassations (kassationsdomstol) retspraksis, at forsikringstagerens onde tro, som sanktioneres ved forsikringens ugyldighed, er kendetegnet ved en hensigt om at vildlede forsikringsselskabet. Denne urigtige oplysnings betydning for erstatningskravet er irrelevant. Endvidere medfører ugyldigheden, at forsikringskontrakten annulleres med tilbagevirkende kraft, således at den anses for aldrig at have eksisteret.
19. Cour de cassation (kassationsdomstol) fastslog generelt, at ugyldigheden af kontrakten som følge af den forsikredes urigtige oplysning kunne gøres gældende over for skadelidte, så længe det forsikringsselskab, der nægtede at yde dækning, behørigt havde indkaldt FGAO.
20. Siden sin dom af 29. august 2019 (6) har denne ret fastslået, at den ugyldighed, der er vedtaget ved forsikringslovens bestemmelser, ikke kan gøres gældende over for ofrene for en trafikulykke eller deres begunstigede, og at FGAO ikke kan pålægges at yde erstatning til de skadelidte i et sådant tilfælde. Denne ændring i retspraksis er sket på baggrund af forsikringsdirektiverne.
21. Den forelæggende ret tilføjer, at den franske lovgiver efterfølgende har indsat artikel L. 211-7-1 i forsikringsloven for at bringe den i overensstemmelse med EU-retten. Den forklarer, at ugyldigheden af en forsikringskontrakt ikke kan gøres gældende over for ofrene for en trafikulykke eller deres begunstigede, og at det påhviler det forsikringsselskab, som garanterer det civilretlige ansvar, der følger af det involverede køretøj, at yde dem erstatning. Det fastsættes i denne bestemmelse, at forsikringsselskabet indtræder i rettighederne for kreditoren til erstatningen over for den person, der er ansvarlig for ulykken, op til det beløb, som det har udbetalt.
22. Denne bestemmelse, som nu er i kraft, synes ratione temporis ikke at finde anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, altså kontraktens indgåelse og ulykken, som fandt sted i henholdsvis 2012 og 2013.
23. Når det er sagt, påpeger den forelæggende ret, at Cour de cassation (kassationsdomstol) siden udviklingen af sin retspraksis ved dom af 29. august 2019 og ikrafttrædelsen af forsikringslovens artikel L. 211-7-1 endnu ikke har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en forsikringskontrakts ugyldighed ikke kan gøres gældende over for skadelidte, en passager i køretøjet, når denne samtidig er forsikringstager, der er ophavsmand til den forsætligt urigtige fremstilling, der har ført til forsikringskontraktens ugyldighed. Den forelæggende ret anfører, at ingen af Domstolens domme vedrører en situation som den, der er omhandlet i hovedsagen.
24. På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) ved afgørelse af 30. marts 2023, som indgik til Domstolen den 7. april 2023, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 3 og 13 i […] direktiv 2009/103[…] fortolkes således, at de er til hinder for, at ugyldigheden af en ansvarsforsikringsaftale for motorkøretøjer kan gøres gældende over for den skadelidte passager, når denne også er forsikringstager, der ved aftalens indgåelse har afgivet en urigtig oplysning, som har givet anledning til ugyldigheden?«
25. MATMUT-selskabet, TN, MAAF, FGAO, PQ og den franske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Domstolen har besluttet, at der ikke skal afholdes mundtlig forhandling i den foreliggende sag.
IV. Bedømmelse
A. Rækkevidden af det præjudicielle spørgsmål og omformulering heraf
26. Med sit enlige præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten er til hinder for, at ugyldigheden af en forsikringskontrakt kan gøres gældende over for en passager, som er skadelidt, når denne også er den forsikringstager, hvis urigtige oplysninger har medført denne ugyldighed.
27. Det fremgår imidlertid af den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, at den pågældende ret også for så vidt angår det tilfælde, hvor forsikringskontraktens ugyldighed erklæres uanvendelig over for den skadelidte forsikringstager, er i tvivl om, hvorvidt forsikringsselskabet kan få lov til at anlægge sag mod denne forsikringstager på grundlag af den forsætlige fejl, der blev begået ved kontraktens indgåelse, med henblik på at få tilbagebetalt alle de beløb, som det har udbetalt i henhold til denne kontrakt.
28. Jeg påpeger, at det ikke fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, om MATMUT-selskabet har anlagt en sådan sag i forbindelse med hovedsagen, eller om det er muligt at anlægge en sag i forbindelse med en procedure som i hovedsagen.
29. I denne henseende skal det for det første erindres, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afslå at tage stilling til en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (7).
30. For det andet følger det af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter denne i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Den omstændighed, at en national ret formelt har forelagt et præjudicielt spørgsmål med henvisning til visse EU-retlige bestemmelser, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser den om alle de fortolkningselementer, som kan være til nytte for den ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den henviser til dem i sit spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den forelæggende ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (8).
31. Dermed kan Domstolen ved opfyldelsen af sin funktion på det præjudicielle område omformulere de præjudicielle spørgsmål, som selv efter en omformulering i overensstemmelse med den retspraksis, der anføres i punkt 29 i dette forslag til afgørelse, fortsat formodes at være relevante (9).
32. I den foreliggende sag fremgår det til trods for fraværet af oplysninger i anmodningen om præjudiciel afgørelse angående et forsikringsselskabs mulighed for at anlægge sag mod en skadelidt forsikringstager ikke klart, at problemstillingen om et sådant sagsanlægs forenelighed med EU-retten er uden forbindelse med hovedsagens genstanden eller vedrører et hypotetisk spørgsmål. Selv om hovedsagen vedrører det strafferetlige ansvar, der påhviler den person, som har forårsaget en ulykke, behandles kravene om civilretlig erstatning nemlig også som led i denne procedure. I øvrigt indeholder den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, som det fremgår af parternes skriftlige indlæg, hvor denne problemstilling drøftes indgående, alle de elementer, der er nødvendige for at give en nyttig besvarelse med hensyn til foreneligheden af et sådant sagsanlæg.
33. På denne baggrund foreslår jeg Domstolen, at den omformulerer det præjudicielle spørgsmål således, at den forelæggende ret herved for det første ønsker oplyst, om artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter ugyldigheden af en forsikringskontrakt for motorkøretøjer, som følger af en forsætligt urigtig oplysning fra denne forsikringstagers side med hensyn til det pågældende køretøjs sædvanlige fører, kan gøres gældende over for den skadelidte passager.
34. Ifølge mit forslag til omformulering ønsker den forelæggende ret, såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, for det andet oplyst, om disse bestemmelser skal fortolkes således, at de også er til hinder for en national lovgivning, som gør det muligt for forsikringsselskabet at anlægge sag mod den skadelidte passager, når denne også er forsikringstager, på grundlag af dennes forsætligt urigtige oplysning angående det pågældende køretøjs sædvanlige fører, med henblik på at få tilbagebetalt alle de beløb, det har betalt denne passager i henhold til denne kontrakt.
B. Muligheden for at gøre forsikringskontraktens ugyldighed gældende
35. De lovmæssige betingelser for en forsikringsaftales gyldighed er ikke reguleret af EU-retten, men af medlemsstaternes lovgivning (10). Medlemsstaterne er dog forpligtet til at sikre, at lovpligtig motorkøretøjsforsikring gør det muligt for alle passagerer, som er ofre for en ulykke forårsaget af et køretøj, at få erstatning for de skader, de har lidt. Det følger ligeledes af Domstolens praksis, at medlemsstaterne skal udøve deres kompetence på dette område under overholdelse af EU-retten, og at de nationale bestemmelser om erstatning af skader som følge af trafikulykker ikke kan fratage direktiv 2009/103 dets effektive virkning (11).
36. Med henblik på besvarelsen af første del af det præjudicielle spørgsmål skal det dermed for det første afklares, om en skadelidt passager, som også er forsikringstager og ophavsmand til de urigtige oplysninger, der blev afgivet på tidspunktet for indgåelsen af forsikringskontrakten, er omfattet af den personkreds, som direktiv 2009/103 tager sigte på at beskytte. Det er nemlig kun, såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, at muligheden for at gøre forsikringskontraktens ugyldighed gældende over for denne skadelidte passager vil kunne fratage ham hans erstatningsret og dermed være til hinder for dette direktivs effektive virkning. Derfor vil jeg for det andet – om fornødent – undersøge, om muligheden for at gøre denne ugyldighed gældende over for den berørte person tilsidesætter dette direktiv og er til fare for dets effektive virkning.
1. Beskyttelsen af skadelidte tredjemænd
a) Den generelle regel om beskyttelse af skadelidte
37. Direktiv 2009/103 tilsigter bl.a. at sikre personer, der lider skade ved uheld forvoldt af køretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Unionen uheldet finder sted, og således ligeledes sikre beskyttelsen af ofre for ulykker forvoldt af motorkøretøjer (12). Dette direktivs bestemmelser er nemlig resultatet af en udvikling i EU-lovgivningen angående lovpligtig forsikring, som til stadighed har forfulgt og styrket formålet om at beskytte ofrene for ulykker forvoldt af disse køretøjer (13).
38. Det skal påpeges i denne henseende, at direktiv 2009/103, som det fremgår af første betragtning hertil, foretog en kodificering af de tidligere direktiver om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, uden at det materielle indhold blev ændret. Retspraksis vedrørende disse tidligere direktiver kan følgelig overføres til fortolkningen af de tilsvarende bestemmelser i direktiv 2009/103 (14).
39. Med henblik på at opfylde formålet om »ensartet« beskyttelse af ofrene inden for Unionen, fastsætter direktiv 2009/103 den generelle regel, at de skadelidte har ret til erstatning fra forsikringsselskabet, og undtagelserne fra denne regel. Ud fra denne synsvinkel er disse undtagelser udtømmende og skal fortolkes strengt (15).
40. I denne forbindelse følger det af en samlet læsning af artikel 1, nr. 2), og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103, at den beskyttelse, som skal sikres i medfør af dette direktiv, omfatter enhver person, der i henhold til de nationale bestemmelser om erstatningsansvar har ret til erstatning for skade forvoldt af motorkøretøjer (16).
41. Mere konkret pålægger artikel 3 i direktiv 2009/103 hver medlemsstat en forpligtelse til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring, og angiver bl.a., hvilke typer skade og hvilke skadelidte tredjemænd forsikringen skal dække. Med hensyn til skadelidte tredjemænds rettigheder er dette direktivs artikel 3, stk. 1, til hinder for, at motorkøretøjsansvarsforsikringsselskabet kan påberåbe sig lovbestemmelser eller aftaleklausuler til støtte for ikke at yde erstatning til tredjemænd, der lider skade ved et uheld forvoldt af et forsikret køretøj. Direktivets artikel 13, stk. 1, understreger blot denne forpligtelse for så vidt angår visse specifikke tilfælde, som er nævnt i denne bestemmelse (17).
42. På baggrund af disse betragtninger skal det i hovedsagen afklares, om den skadelidte passager, som også er forsikringstager og ophavsmand til de urigtige oplysninger, er omfattet af de »skadelidte tredjemænd«, som direktiv 2009/103 tager sigte på at beskytte.
b) Passageren som skadelidt
43. Den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som er reguleret ved direktiv 2009/103, dækker bl.a., som krævet i dette direktivs artikel 12, stk. 1, personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren.
44. Domstolen har allerede præciseret, at de bestemmelser i de tidligere direktiver, som svarer til bestemmelserne i direktiv 2009/103 – med forbehold af de i disse direktiver fastsatte undtagelser – havde til formål at sikre, at alle de passagerer, som har lidt skade ved et uheld forvoldt af et motorkøretøj, kan få erstattet skaden af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjet (18).
45. Det er korrekt, at der i artikel 13, stk. 1, litra a), i direktiv 2009/103 er fastsat en undtagelse, som kan berøre situationen for andre passagerer end føreren. I henhold til denne bestemmelse kan en medlemsstat nemlig beslutte, at en lovbestemmelse eller en klausul i en kontrakt, hvorefter forsikringen ikke dækker, kan gøres gældende over for personer, som frivilligt har taget plads i køretøjet, såfremt forsikringsselskabet kan bevise, at de vidste, at køretøjet var stjålet. Det er dog ubestridt, at dette ikke var tilfældet i hovedsagen.
46. Hvad angår den lovpligtige forsikring, som er reguleret ved direktiv 2009/103, kan den omstændighed, at en skadelidt var passager i et køretøj, som forvoldte skaden på ham, ikke fratage denne person hans ret til erstatning for de skader, der blev forvoldt ved en trafikulykke.
c) Forsikringstageren som skadelidt
47. I den foreliggende sag har en af parterne i forsikringskontrakten, nærmere bestemt forsikringstageren, påberåbt sig sin egenskab af »offer for en ulykke« med henblik på at få kompensation fra forsikringsselskabet.
48. I denne henseende anvender både direktiv 2009/103 og Domstolens praksis som før nævnt (19) med henblik på fastsættelsen af, hvilke personer der er omfattet af den beskyttelse, der følger af EU-retten, begrebet »skadelidte tredjemænd«. Anvendelsen af dette begreb kan give anledning til at formode, at den beskyttelse, som dette direktiv yder, kun finder anvendelse på personer, som ikke er kontraktmæssigt forbundne (»tredjemænd«) med det forsikringsselskab, som kan drages til ansvar.
49. Imidlertid optræder begrebet »tredjemand, der lider skade« for det første kun i artikel 13 i direktiv 2009/103. Denne bestemmelse, som har overskriften »Eksklusionsklausuler«, forpligter medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, som bestemmer, at forsikringen i visse specifikke situationer, som angives nærmere i samme stk. 1, ikke dækker anvendelse af eller kørsel med køretøjet, »med henblik på anvendelse af [dette direktivs] artikel 3« ikke har nogen indvirkning på krav fra tredjemand, der lider skade ved et uheld.
50. I 15. betragtning til direktiv 2009/103 præciseres formålet med dette direktivs artikel 13, og det anføres, at virkningerne af en klausul om ansvarsfraskrivelse af hensyn til skadelidtes interesser bør begrænses til forholdet mellem forsikringsselskabet og den for ulykken ansvarlige. Ved en modsætningsslutning fremgår det dermed af denne betragtning, at sådanne lovbestemmelser eller kontraktklausuler i henhold til direktivets artikel 13 og med forbehold af de heri fastsatte undtagelser ikke har nogen virkning hvad angår forholdet mellem forsikringsselskabet og enhver anden skadelidt end den for ulykken ansvarlige. Derfor skal udtrykket »tredjemand, der lider skade ved et uheld« i denne bestemmelse, henset til den nævnte betragtning, forstås således, at det betegner andre ofre for et trafikuheld end den, der har forvoldt ulykken. Overordnet set kan begrebet »skadelidt tredjemand« i denne bestemmelses forstand dermed også omfatte de personer, som er kontraktmæssigt forbundne med forsikringsselskabet.
51. For det andet er en sådan fortolkning af direktiv 2009/103 i overensstemmelse med den, der blev anlagt af generaladvokat Mengozzi, som i sit forslag til afgørelse i sagen Churchill Insurance Company og Evans anførte, at det burde fastslås, at i tilfælde af en ulykke skal alle andre personer end føreren, der har forårsaget ulykken, betragtes som »tredjepart« (20).
52. For det tredje har Domstolen allerede fastslået, at den omstændighed, at en person, som har lidt skade ved en trafikulykke, er forsikringstager, ikke kan indebære, at vedkommende ikke er omfattet af begrebet »skadelidt tredjemand« i bestemmelserne i de direktiver, der gik forud for direktiv 2009/103, som svarer til dette direktivs artikel 12, stk. 3, og artikel 13, stk. 1 (21).
53. Det forhold, at den skadelidte passager er forsikringstager, indebærer således heller ikke, at han ikke er omfattet af den beskyttelse, som direktiv 2009/103 yder ofre for trafikulykker.
d) Ophavsmanden til de forsætligt urigtige oplysninger som skadelidt
54. Det særlige kendetegn ved den foreliggende sag er, at den berørte person ikke blot er den skadelidte passager i trafikulykken, som er kontraktmæssigt forbundet med det forsikringsselskab, hvis ansvar er omtvistet, men også er ophavsmanden til den forsætligt urigtige fremstilling, som har medført forsikringskontraktens ugyldighed.
55. Som før nævnt (22) fastsætter direktiv 2009/103 en undtagelse, som giver mulighed for ikke at betale kompensation til de skadelidte under hensyntagen til den situation, som de selv har forårsaget, nærmere bestemt personer, som frivilligt har taget plads i det køretøj, som har forvoldt skaden, når forsikringsselskabet kan bevise, at de vidste, at dette køretøj var stjålet. Dette direktiv fastsætter derimod ikke en sådan undtagelse for det tilfælde, at forsikringskontrakten er indgået på grundlag af fejlagtige oplysninger fra forsikringstagerens side.
56. Som Domstolen har fastslået (23), giver den omstændighed, at forsikringsselskabet har indgået denne kontrakt på grundlag af udeladelser og urigtige oplysninger fra forsikringstagerens side, derfor ikke dette selskab mulighed for at påberåbe sig lovbestemmelser om kontraktens ugyldighed og gøre indsigelser gældende over for en skadelidt tredjemand for at fritage sig fra forpligtelsen til at yde sidstnævnte erstatning for et uheld forvoldt af det forsikrede køretøj. Med andre ord ændrer det forhold, at den skadelidte passager er en forsikringstager, som har afgivet urigtige oplysninger ved indgåelsen af kontrakten, henset til direktiv 2009/103, ikke noget ved hans egenskab af »skadelidt tredjemand« i dette direktivs forstand eller ved den beskyttelse, som personer med denne egenskab er omfattet af.
57. Det skal nu efterprøves, om denne konklusion kan drages i tvivl ved et argument baseret på princippet om forbud mod svig og misbrug. I sit skriftlige indlæg har MATMUT-selskabet nemlig gjort gældende, at det på baggrund af dette princip er uacceptabelt, at ophavsmanden til de urigtige oplysninger kan påberåbe sig forsikringens dækning og således drage fordel af sin svig.
e) Princippet om forbud mod svig og misbrug
1) Redegørelse for problemstillingen
58. Direktiv 2009/103 regulerer ikke spørgsmålet om forsikringstagerens misbrug af de rettigheder, som dette direktiv tillægger vedkommende. EU-retten indeholder imidlertid et generelt princip om, at anvendelsen af reglerne om denne ret ikke kan udstrækkes til at dække handlinger, som er udtryk for misbrug eller svig. I øvrigt synes Domstolen efter min vurdering at have fastslået, at dette princip finder anvendelse i forbindelse med muligheden for at gøre en forsikringskontrakts ugyldighed gældende i sin nylige Liberty Seguros-kendelse.
59. Det præjudicielle spørgsmål, som Domstolen drøftede i denne kendelse, udsprang af et søgsmål anlagt af forsikringsselskabet med påstand om, at det blev fastslået, at forsikringskontrakten var ugyldig som følge af urigtige oplysninger fra forsikringstagerens side vedrørende den aktivitet, der blev udøvet med det pågældende køretøj. Den ret, for hvilken denne sag var indbragt, skulle træffe afgørelse om, hvorvidt denne ugyldighed kunne gøres gældende over for tredjemænd, som var ofre for en trafikulykke.
60. Domstolen besvarede dette spørgsmål benægtende og fastslog bl.a., at det i en situation, hvor forsikringstageren havde fortiet den reelle aktivitet, som han påtænkte at udøve med det pågældende køretøj, eller hvor passagererne burde have vidst, at den ydelse, som forsikringstageren leverede, var ulovlig, ikke kunne lægges til grund, at EU-retten blev gjort gældende med det formål at unddrage sig national lovgivning med henblik på at opnå en fordel i strid med EU-rettens formål og sigte (24).
61. Med denne passage ønskede Domstolen tilsyneladende at udtrykke, at den pågældende situation ikke svarede til de to principielle rammer, inden for hvilke begrebet misbrug kan undersøges, dvs. når en person gør EU-retten gældende for at unddrage sig national lovgivning, og når en person misbruger EU-retlige bestemmelser til at opnå fordele, som strider mod de samme bestemmelsers formål og sigte (25).
62. Hvis min læsning af denne passage er korrekt, henset til den sammenhæng, hvori den indgår, falder den situation, som Domstolen tog stilling til, imidlertid ind under den anden ramme, altså en situation, hvor EU-retten gøres gældende af personer, som har lidt skade i en trafikulykke, og som har forsøgt at påberåbe sig deres egenskab af »skadelidte tredjemænd« for ikke at blive frataget deres ret til erstatning på grund af forsikringskontraktens ugyldighed som følge af urigtige oplysninger fra forsikringstagerens side.
63. I den foreliggende sag er det derimod, hvis MATMUT-selskabets argumentation lægges til grund, forsikringstageren, som har forsøgt at påberåbe sig sin egenskab af »skadelidt tredjemand« for at opnå samme mål. I en sådan situation gøres EU-retten, nærmere bestemt artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103, gældende for at unddrage sig anvendelsen af en national bestemmelse om ugyldigheden af en forsikringskontrakt, som ellers kan gøres gældende over for ophavsmanden til de urigtige oplysninger.
64. Under disse omstændigheder påhviler det den forelæggende ret at efterprøve, om betingelserne for misbrug i overensstemmelse med de nationale bevisregler er opfyldt i tvisten i hovedsagen, forudsat at der ikke sker en krænkelse af EU-rettens effektive virkning (26). Domstolen kan i en præjudiciel forelæggelsessag i givet fald give de nationale domstole nærmere oplysninger med henblik på at vejlede dem ved bedømmelsen af de konkrete sager, som de skal pådømme (27). Jeg vil derfor anføre nogle bemærkninger om gennemførelsen af princippet om forbud mod svig og misbrug for det tilfælde, at Domstolen måtte beslutte at give den forelæggende ret sådanne oplysninger.
2) Bemærkninger om gennemførelsen af princippet om forbud mod misbrug og svig
65. Konstatering af et misbrug kræver, at både en objektiv og en subjektiv betingelse er opfyldt.
66. Det følger af Domstolens praksis (28), at der med henblik på at bevise, at der foreligger misbrug, kræves dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel.
67. For så vidt som det mål, der tilstræbes med Unionens retsforskrifter, i hovedsagen synes at være opfyldt a priori, vil det efter min opfattelse være hensigtsmæssigt ikke at begynde undersøgelsen med det objektive element, men derimod med det subjektive element for at fastslå, hvad der var den berørte persons hensigt, og for at efterprøve, om denne hensigt udgør misbrug, og om det ønskede resultat i så fald kan bringe EU-rettens formål i fare (29).
68. Det formål, der forfølges med artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103, er nemlig – med forbehold af de undtagelser, der er fastsat i dette direktiv – at sikre, at enhver person, som lider skade ved et trafikuheld, har ret til kompensation, og at forhindre anvendelsen af nationale bestemmelser og kontraktvilkår, som kan begrænse denne ret.
69. Det er ubestridt, at PQ kom til skade ved den i hovedsagen omhandlede ulykke, og at han i henhold til den lov, der finder anvendelse, har ret til erstatning for de skader, han har lidt. Endvidere tyder intet på, at denne ulykke indtraf under kunstigt skabte omstændigheder, eller at PQ, under hensyntagen til at føreren ikke er en af de personer, der er dækket af forsikringen (30), i stedet for selv at føre køretøjet tog plads som passager med henblik på at kunne få erstatning fra forsikringsselskabet i tilfælde af en ulykke.
70. Det bør desuden ikke glemmes, at MATMUT-selskabet med sin argumentation ikke har gjort gældende, at TN førte det pågældende køretøj på tidspunktet for ulykken, men derimod at han ikke blev angivet som sædvanlig fører af køretøjet ved indgåelsen af forsikringskontrakten. I denne henseende ville spørgsmålet om forsikringskontraktens ugyldighed ikke opstå, hvis PQ var den sædvanlige fører af køretøjet og TN førte det lejlighedsvist. Direktiv 2009/103 er nemlig til hinder for, at forsikringsselskabets pligt til at yde erstatning til en skadelidt i forbindelse med et færdselsuheld, der involverer et forsikret køretøj, udelukkes, når uheldet er forvoldt af en person, som ikke er den person, der er forsikret i henhold til forsikringspolicen (31).
71. MATMUT-selskabets argumentation vedrører således det forhold, at PQ afgav en urigtig oplysning ved indgåelsen af forsikringskontrakten, og at han – ikke til gavn for alle skadelidte, men med henblik på personlig vinding – har forsøgt at forhindre anvendelsen af en national bestemmelse, hvorefter denne forsikringskontrakt er ugyldig som følge af denne urigtige oplysning.
72. I denne forbindelse skal det påpeges, at Domstolen anvender forskellige formuleringer til at beskrive det subjektive element, som består i misbrug eller svig.
73. I visse domme har Domstolen således fastslået, at det subjektive element består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel (32), mens den i andre domme har understreget, at dette element kun foreligger, hvis hovedformålet med de pågældende handlinger er begrænset til opnåelsen af en sådan fordel (33).
74. Under alle omstændigheder må det konstateres, at hvad angår unddragelsen af national ret ved hjælp af den afledte ret mister forbuddet mod sådanne handlinger sin relevans, når der kan være en anden begrundelse for de omhandlede transaktioner end blot at opnå en uberettiget fordel (34).
75. Det skal således undersøges, om hovedformålet med PQ’s handling var begrænset til at unddrage sig de nationale bestemmelser, som ellers fandt anvendelse. I denne henseende kræver undersøgelsen af, om der foreligger misbrug, at den forelæggende ret tager hensyn til alle de faktiske omstændigheder og forhold i sagen, herunder omstændigheder, der ligger før og efter den transaktion, som hævdes at udgøre misbrug (35).
76. Så vidt jeg forstår anmodningen om præjudiciel afgørelse, blev de urigtige oplysninger afgivet af PQ med henblik på at opfylde forpligtelsen til at forsikre det pågældende køretøj og opnå en mere fordelagtig forsikringspræmie end, den han skulle have betalt, hvis forsikringsselskabet havde kendt identiteten af den sædvanlige fører af dette køretøj. Det synes nemlig at fremgå af forelæggelsesafgørelsen, at formålet med disse urigtige oplysninger var at undgå at angive TN som den sædvanlige fører af dette køretøj, idet han tidligere var blevet dømt for kørsel under påvirkning af alkohol. Denne omstændighed ændrede imidlertid åbenbart forsikringsselskabets opfattelse af risikoen.
77. Dermed kan det – med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse – ikke lægges til grund, at PQ’s hovedformål med at afgive urigtige oplysninger var selv at påberåbe sig artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103 og unddrage sig en national bestemmelse om de lovfastsatte betingelser for forsikringskontrakters ugyldighed. På baggrund af det ovenstående, og henset til dette direktivs bestemmelser, bør PQ betragtes som en »tredjemand, der har lidt skade« ved en ulykke.
78. Hvad angår denne efterprøvelse skal det tilføjes, at den person, som foreholdes at have begået svig eller misbrug, skal have mulighed for at tilbagevise de oplysninger, der ligger til grund for denne beskyldning, under overholdelse af de med retten til en retfærdig rettergang forbundne garantier (36).
79. For fuldstændighedens skyld kan der rejses det spørgsmål, om forsikringslovens artikel L. 113-8 skal anses for at være en national bestemmelse, hvorved den franske lovgiver har forsøgt at afhjælpe svig og misbrug fra forsikringstagernes side. Imidlertid er anvendelsen af en sådan national bestemmelse kun mulig i en situation, hvor den berørte persons adfærd i enhver forstand – henset til det almindelige EU-retlige princip om forbud mod svig og misbrug – kan anses for at udgøre svig eller misbrug (37). Gennemførelsen af en sådan national bestemmelse må nemlig ikke være til hinder for den fulde virkning og ensartede anvendelse af artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103 (38). Den kan således ikke ændre rækkevidden af disse bestemmelser (39), hvilket ville ske, hvis forsikringstageren, som også er ophavsmanden til de urigtige oplysninger, blev frataget sin egenskab af »skadelidt tredjemand« som omhandlet i disse bestemmelser.
80. På denne baggrund skal det afklares, om den effektive virkning af artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103 er til hinder for, at forsikringskontraktens ugyldighed gøres gældende over for en skadelidt tredjemand, som er forsikringstager og ophavsmand til de urigtige oplysninger, der blev afgivet ved indgåelsen af denne kontrakt.
2. Den effektive virkning af artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103
a) Muligheden for at gøre kontraktens ugyldighed gældende over for en skadelidt tredjemand
81. I hovedsagen opstår det spørgsmål, om et forsikringsselskabs afvisning af en ret til kompensation kan følge af, at forsikringskontraktens ugyldighed som følge af de urigtige oplysninger fra forsikringstagerens side kan gøres gældende over for denne forsikringstager.
82. Som før nævnt (40) tager direktiv 2009/103 ikke sigte på at harmonisere de lovfastsatte betingelser for forsikringskontrakters gyldighed. Selv om medlemsstaterne frit kan fastsætte disse betingelser, skal de udøve deres kompetencer under overholdelse af EU-retten, og de nationale bestemmelser om erstatning for trafikulykker med køretøjer må ikke fratage dette direktiv dets effektive virkning.
83. Hvis direktiv 2009/103 ikke er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter forsikringskontrakten er ugyldig, såfremt den er indgået på grundlag af urigtige oplysninger fra forsikringstagerens side, begrænser dette direktiv således virkningerne af ugyldigheden, for så vidt som ugyldigheden kan være til fare for den effektive virkning af denne EU-retsakt.
84. I denne henseende vil muligheden for at gøre forsikringskontraktens ugyldighed gældende over for den skadelidte passager, som er forsikringstager, medføre, at denne person ikke får nogen erstatning, og dermed svække den effektive virkning af direktiv 2009/103. Denne fortolkning ændres ikke af muligheden for, at denne person modtager en erstatning fra FGAO.
b) Indgriben fra det organ, som har til opgave at yde erstatning til ofrene
85. Den forelæggende ret giver udtryk for tvivl om, hvorvidt den omstændighed, at FGAO er forpligtet til at betale erstatning til ofret i tilfælde af, at kontraktens ugyldighed gøres gældende over for vedkommende, er egnet til at have indflydelse på den fortolkning, som skal anlægges.
86. I denne henseende følger det af artikel 10 i direktiv 2009/103, at hver medlemsstat er forpligtet til at »[oprette] eller [godkende] et organ, der mindst inden for den lovpligtige forsikrings grænser skal erstatte tingsskade og personskade, der forvoldes af et ukendt køretøj, eller et køretøj, for hvilket den i artikel 3 omhandlede lovpligtige forsikring ikke er tegnet«.
87. Som Domstolen har fastslået (41), kan konstateringen af, at en national bestemmelse kan medføre, at der ikke ydes erstatning til skadelidte tredjemænd, og følgelig kan fratage direktiv 2009/103 dets effektive virkning, imidlertid ikke drages i tvivl af, at der foreligger en mulighed for, at et organ oprettet i overensstemmelse med dette direktivs artikel 10 udbetaler en erstatning til skadelidte.
88. Indgriben fra en sådan organisme er nemlig blevet fastsat som en sidste udvej og udelukkende for det tilfælde, at skaderne er forvoldt af et køretøj, for hvilket forsikringspligten ikke er blevet opfyldt. Ansvarsforsikringen for motorkøretøjer er lovpligtig, og det påhviler medlemsstaterne at sørge for, at enhver ejer eller indehaver af et køretøj, som er hjemmehørende i det pågældende land, indgår en kontrakt med et forsikringsselskab. En medlemsstats manglende opfyldelse af denne tilsynsforpligtelse må ikke være til skade for ofrene for trafikulykker, og hvis dette er tilfældet, skal det organ, som er oprettet eller anerkendt af denne medlemsstat, yde erstatning til ofrene. Derimod kan et anerkendt organs indgriben ikke påberåbes med henblik på at fritage forsikringsselskabet fra dets ansvar, når forpligtelsen til at indgå forsikringskontrakten er blevet opfyldt.
3. Konklusion vedrørende første del af det præjudicielle spørgsmål
89. På baggrund af ovenstående undersøgelse er jeg indledningsvis af den opfattelse, at det forhold, at den skadelidte passager er den forsikringstager, som har afgivet de urigtige oplysninger om identiteten af den sædvanlige fører ved indgåelsen af forsikringskontrakten, ikke ændrer noget ved hans egenskab af »skadelidt tredjemand« i henhold til direktiv 2009/103, eller ved den beskyttelse, som personer med denne egenskab er omfattet af (42). Endvidere kan det under hovedsagens omstændigheder ikke lægges til grund, at gennemførelsen af princippet om forbud mod svig og misbrug gør det muligt at nægte ham denne beskyttelse (43). Endelig ville dette direktiv blive frataget sin effektive virkning, hvis forsikringsselskabet nægtede denne person retten til at få erstatning med henvisning til, at forsikringskontraktens ugyldighed som følge af disse urigtige oplysninger er eksigibel (44).
90. På denne baggrund bør første del af det præjudicielle spørgsmål besvares således, at artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter ugyldigheden af en ansvarsforsikringsaftale for motorkøretøjer som følge af en forsætligt urigtig oplysning fra forsikringstagerens side angående den sædvanlige fører af det pågældende køretøj kan gøres gældende over for den skadelidte passager, når denne også er forsikringstageren.
C. Retten til at anlægge et regressøgsmål
91. Jeg minder om, at det med anden del af det præjudicielle spørgsmål ønskes oplyst, om artikel 3 og 13 i direktiv 2009 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, som giver forsikringsselskabet mulighed for at anlægge sag mod den skadelidte passager, når denne også er forsikringstageren, på grundlag af dennes forsætligt urigtige oplysning angående den sædvanlige fører af det pågældende køretøj med henblik på at få tilbagebetalt alle de beløb, som er blevet udbetalt til denne skadelidte passager i henhold til denne kontrakt.
92. For at besvare anden del af det præjudicielle spørgsmål vil jeg indledningsvis undersøge, om betingelserne for, forsikringstageren kan drages til ansvar for de oprindelige urigtige oplysninger, er reguleret af EU-retten. Hvis dette ikke er tilfældet, vil jeg herefter behandle det spørgsmål, om EU-retten ikke desto mindre er til hinder for, at forsikringsselskabet kan gøre denne forsikringstagers ansvar gældende ved et regressøgsmål.
1. Betingelserne for forsikringstagerens ansvar
93. Selv om Domstolen endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, hvorvidt det er foreneligt med EU-retten, at forsikringsselskabet har ret til at anlægge et regressøgsmål mod en skadelidt passager, når denne også er forsikringstageren og ophavsmanden til de urigtige oplysninger, som blev afgivet ved indgåelsen af forsikringskontrakten, kan der af retspraksis udledes nyttig vejledning om dette spørgsmål (45).
94. Et regressøgsmål mod en person, der havde lidt skade ved en ulykke, blev også omhandlet i dommen i sagen Churchill Insurance Company Limited og Evans (46).
95. Denne dom vedrørte en bestemmelse i national ret, som gjorde det muligt for forsikringsselskabet at inddrive det beløb, det havde betalt for sit ansvar, der følger af denne forsikringskontrakt, fra forsikringstageren. Det fremgår af en læsning af denne dom, at der kunne anlægges to forskellige fortolkninger af denne bestemmelse, og at disse fortolkninger havde været genstand for drøftelse mellem parterne.
96. Ifølge den første fortolkning fastsatte den pågældende nationale bestemmelse således, at der kunne gøres regres mod den forsikrede med henblik på at kræve erstatningsbeløbet tilbagebetalt, når forsikringstageren forårsagede eller tillod, at køretøjet blev benyttet af den fører, der forvoldte ulykken (47). Ifølge den anden fortolkning havde denne bestemmelse til virkning, at en forsikret passager, der led skade i forbindelse med et færdselsuheld, og som havde givet en uforsikret fører lov til at føre køretøjet, automatisk var udelukket fra forsikringsdækningen (48). Den forelæggende ret anlagde denne anden fortolkning, som derfor afspejles i Domstolens dom.
97. Hvad vigtigere er, synes det at fremgå af denne dom, at en bestemmelse, som automatisk udelukker, at der udbetales erstatning til forsikringstageren (den anden fortolkning), er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2009/103, hvorimod en bestemmelse, som giver forsikringsselskabet ret til at gøre sin medkontrahents civilretlige ansvar gældende ved et regressøgsmål (den første fortolkning), ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.
98. Efter at have bemærket, at den var forpligtet til at tage hensyn til den forelæggende rets fortolkning af den nationale lovgivning, altså den anden fortolkning, fastslog Domstolen, at de præjudicielle spørgsmål »ikke [drejede] sig om, hvorvidt en bestemmelse om erstatningsansvar [var] forenelig med EU-retten, men derimod om, hvorvidt en bestemmelse, som ifølge den forelæggende rets fortolkning [begrænsede] rækkevidden af erstatningsansvaret ved automatisk at udelukke den forsikrede fra en eventuel forsikringsdækning, [var] forenelig med EU-retten« (49). Domstolen var således af den opfattelse, at de forelagte spørgsmål faktisk var omfattet af Unionens retsforskrifter på dette område.
99. Denne læsning af dommen i sagen Churchill Insurance Company Limited og Evans (50) understøttes af BUL INS-kendelsen (51), hvor Domstolen fastslog, at artikel 13 i direktiv 2009/103 vedrører eventuelle begrænsninger af ansvarsforsikringsdækningen med hensyn til tredjemænd, der lider skade ved en ulykke, og ikke regressøgsmål anlagt af forsikringsselskabet, efter at en skadelidt er blevet tilkendt erstatning.
100. Betingelserne for at drage forsikringstageren til ansvar med hensyn til de beløb, der er blevet udbetalt af forsikringsselskabet efter en ulykke, er således ikke reguleret af EU-retten. Tilbage står at afklare, om betingelserne for at gøre dette ansvar gældende, som er genstanden for anden del af det præjudicielle spørgsmål, ikke desto mindre kan være til fare for den effektive virkning af direktiv 2009/103.
2. Den effektive virkning af direktiv 2009/103 og regressøgsmål
101. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om forsikringsselskabet kan anlægge et regressøgsmål mod forsikringstageren med henblik på at få tilbagebetalt alle de beløb, det har udbetalt til sidstnævnte i henhold til forsikringskontrakten.
102. Selv om betingelserne for at drage forsikringstageren til ansvar henhører under medlemsstaternes kompetence, skal de udøve deres kompetence på dette område under overholdelse af EU-retten og uden at bringe dens effektive virkning i fare.
103. I denne henseende sondrer Domstolen i sin retspraksis vedrørende den effektive virkning af direktiv 2009/103 mellem på den ene side bestemmelserne på forsikringsområdet, som begrænser dækningen af forsikringsselskabets erstatningsansvar i forholdet mellem den skadelidte tredjemand og forsikringsselskabet, og på den anden side bestemmelserne i den nationale erstatningsansvarsordning, som fastlægger forsikringstagerens ansvar over for en sådan skadelidt tredjemand (52). Principielt er det først og fremmest disse sidstnævnte bestemmelser, der kan være til fare for dette direktivs effektive virkning (53). Sædvanligvis følger forsikringsselskabets ansvar nemlig af det erstatningsansvar, der påhviler forsikringstageren, og det nævnte direktiv tilsigter ikke at harmonisere medlemsstaternes ordninger for dette erstatningsansvar.
104. I øvrigt følger det af samme retspraksis, at disse bestemmelser med henblik på at sikre den effektive virkning af de EU-retlige bestemmelser om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, der skader denne effektive virkning, idet de, da den skadelidtes ret til erstatning gennem den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer automatisk udelukkes eller begrænses på uforholdsmæssig vis, er til hinder for formålet om beskyttelse af ofrene for trafikulykker, der konstant er blevet forfulgt og forstærket af EU-lovgiver (54).
105. I lyset af denne retspraksis må det konstateres, at en national lovgivning, som giver forsikringsselskabet mulighed for at anlægge et søgsmål mod den skadelidte passager, når denne også er forsikringstager og ophavsmand til de urigtige oplysninger, der blev afgivet på tidspunktet for forsikringskontraktens indgåelse, med henblik på at få tilbagebetalt alle de beløb, det har udbetalt til denne skadelidte passager i henhold til forsikringskontrakten, kan være til fare for denne persons ret til at få erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer og dermed for den effektive virkning af direktiv 2009/103.
106. En sådan national lovgivning har nemlig indvirkning på forholdet mellem den skadelidte tredjemand og forsikringsselskabet uden at påvirke det erstatningsansvar, som påhviler den forsikringstager, der er direkte ansvarlig for trafikulykken. Den omstændighed, at denne nationale lovgivning tilstræber at sanktionere de urigtige oplysninger, som afgives af forsikringstageren ved indgåelsen af forsikringskontrakten, er ikke egnet til at rejse tvivl om denne konklusion. Det forhold, at den skadelidte passager er den forsikringstager, som har afgivet de urigtige oplysninger angående identiteten af den sædvanlige fører ved indgåelsen af forsikringskontrakten, ændrer nemlig ikke noget ved hans egenskab af »skadelidt tredjemand« i henhold til direktiv 2009/103 (55).
107. I denne henseende fastslog Domstolen ganske vist i Ruiz Bernáldez-dommen (56), at »[a]ftalevilkårene for den lovpligtige forsikring […] lovligt [kan] indeholde bestemmelse om, at forsikringsselskabet i sådanne tilfælde kan iværksætte regres over for forsikringstageren«. Imidlertid skal denne dom ikke forstås således, at EU-retten ikke er til hinder for, at forsikringsselskabet kan anlægge et regressøgsmål mod sin medkontrahent i forsikringskontrakten, når denne også er den skadelidte tredjemand i henhold til direktiv 2009/103.
108. I den sag, der lå til grund for Ruiz Bernáldez-dommen (57), var det nemlig – som den franske regering har påpeget – forsikringstageren, der var fører af køretøjet og forvoldte skaden, hvorfor spørgsmålet om, hvorvidt dette regressøgsmål kunne være til fare for den skadelidtes ret til erstatning, ikke opstod. I øvrigt vedrørte Domstolens betragtninger mere specifikt et vilkår i forsikringskontrakten, hvorefter forsikringsselskabet kunne iværksætte regres mod forsikringstageren med henblik på at få tilbagebetalt beløb, som var blevet udbetalt til en person, der led skade ved et trafikuheld forårsaget af en spirituspåvirket fører (58). Derimod tyder intet i denne dom på, at et sådant regressøgsmål uden nogen EU-retlig begrænsning kan anlægges mod den person, der modtager erstatning fra forsikringsselskabet. Domstolen fastslog tværtimod, at »aftalevilkårene for en lovpligtig forsikring […] ikke må indeholde bestemmelse om, at forsikringsselskabet i visse tilfælde, og navnlig såfremt føreren af køretøjet var spirituspåvirket, ikke er forpligtet til at erstatte den person- og tingsskade, det forsikrede køretøj forvolder tredjemand« (59).
109. Hvad vigtigere er, tilgodeser et regressøgsmål såsom det, der er omhandlet i anden del af det præjudicielle spørgsmål, ikke behovet for at sikre proportionaliteten af en foranstaltning, som tager sigte på at fratage den skadelidte retten til at modtage erstatning fra forsikringsselskabet.
110. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, følger kontraktens ugyldighed nemlig af de urigtige oplysninger, som ændrede forsikringsselskabets opfattelse af risikoen og dermed prisen på forsikringen uden at have nogen betydning for ulykken og skadens omfang. Hvis der anlægges et søgsmål for at få tilbagebetalt alle de beløb, der er udbetalt til den berørte person som erstatning for den skade, vedkommende har lidt ved en trafikulykke, under dække af at sanktionere forsikringstagerens urigtige oplysninger angående identiteten af den sædvanlige fører af det pågældende køretøj, medfører dette søgsmål imidlertid i praksis, at denne person endegyldigt og på uforholdsmæssig vis fratages den beskyttelse, som direktiv 2009/103 yder ofrene for sådanne ulykker.
111. På denne baggrund bør anden del af det præjudicielle spørgsmål besvares således, at artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at disse bestemmelser også er til hinder for en national lovgivning, hvorefter forsikringsselskabet kan anlægge et søgsmål mod den skadelidte passager, når denne også er forsikringstager, på grundlag af dennes forsætligt urigtige oplysning angående den sædvanlige fører af det pågældende køretøj, med henblik på at få tilbagebetalt alle de beløb, der er udbetalt til denne skadelidte passager i henhold til denne kontrakt.
V. Forslag til afgørelse
112. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det præjudicielle spørgsmål fra Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), således:
»Artikel 3 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse
skal fortolkes således, at
– disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter ugyldigheden af en ansvarsforsikringsaftale for motorkøretøjer som følge af en forsætligt urigtig oplysning fra forsikringstagerens side angående den sædvanlige fører af det pågældende køretøj kan gøres gældende over for den skadelidte passager, når denne også er forsikringstageren
– disse bestemmelser er også til hinder for en national lovgivning, hvorefter forsikringsselskabet kan anlægge et søgsmål mod den skadelidte passager, når denne også er forsikringstageren, vedrørende dennes forsætlige urigtige oplysning angående den sædvanlige fører af det pågældende køretøj, med henblik på at få tilbagebetalt alle de beløb, der er udbetalt til denne passager i henhold til denne aftale.«