DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
27. juni 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer – direktiv 92/85/EØF – forbud mod afskedigelse – arbejdstager, der har fået kendskab til sin graviditet efter udløbet af fristen for at anlægge søgsmål til prøvelse af sin afskedigelse – mulighed for at anlægge et sådant søgsmål på betingelse af, at der inden for en frist på to uger indgives en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb – ret til effektiv domstolsbeskyttelse – effektivitetsprincippet«
I sag C-284/23,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Arbeitsgericht Mainz (arbejdsretten i Mainz, Tyskland) ved afgørelse af 24. april 2023, indgået til Domstolen den 2. maj 2023, i sagen
TC
mod
Firma Haus Jacobus Alten- und Altenpflegeheim gGmbH,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen, og dommerne N. Wahl og M.L. Arastey Sahún (refererende dommer),
generaladvokat: J. Richard de la Tour
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Firma Haus Jacobus Alten- und Altenpflegeheim gGmbH ved Rechtsanwalt I. Michalis,
– Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann samt ved D. Recchia og E. Schmidt, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT 1992, L 348, s. 1).
2 Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem TC og Firma Haus Jacobus Alten- und Altenpflegeheim gGmbH (herefter »Haus Jacobus«), som er et selskab efter tysk ret, der driver et alderdoms- og plejehjem, vedrørende afskedigelsen af TC, som var gravid på afskedigelsestidspunktet.
Retsforskrifter
EU-retten
3 I henhold til artikel 2, litra a), i direktiv 92/85 defineres begrebet »gravid arbejdstager« som »enhver arbejdstager, som er gravid, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis«.
4 Direktivets artikel 10 med overskriften »Forbud mod afskedigelse« bestemmer:
»For at sikre, at arbejdstagere som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, som er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:
1) Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at forbyde afskedigelse af arbejdstagere som defineret i artikel 2 i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af den i artikel 8, stk. 1, fastsatte barselsorlov, undtagen i særlige tilfælde, som ikke har forbindelse med deres tilstand, hvor afskedigelse er tilladt efter national lovgivning og/eller praksis, eventuelt med den kompetente myndigheds samtykke.
2) Når en arbejdstager som defineret i artikel 2 afskediges i den periode, der er nævnt i stk. 1, skal arbejdsgiveren skriftligt give en berettiget begrundelse af afskedigelsen.
3) Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at beskytte arbejdstageren som defineret i artikel 2 mod følgerne af en afskedigelse, som ville være ulovlig efter nr. 1.«
5 Direktivets artikel 12 med overskriften »Forsvar af rettigheder« bestemmer:
»Medlemsstaterne indføjer i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for, at enhver arbejdstager, der anser sine rettigheder for krænket som følge af manglende overholdelse af kravene i dette direktiv, kan gøre disse rettigheder gældende for retslige instanser og/eller, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, indbringe sagen for de andre kompetente instanser.«
Tysk ret
6 § 17 i Gesetz zum Schutz von Müttern bei der Arbeit, in der Ausbildung und im Studium (Mutterschutzgesetz) (lov om beskyttelse af mødre i arbejde, praktik eller under uddannelse (lov om beskyttelse af mødre)), af 23. maj 2017 (BGBl. 2017 I, s. 1128, herefter »MuSchG«) med overskriften »Forbud mod afskedigelse« bestemmer følgende:
»(1) Det er ikke tilladt at afskedige en kvinde
1. under hendes graviditet
2. i fire måneder efter en spontan abort, der er indtrådt efter den tolvte graviditetsuge, eller
3. inden udløbet af kvindens beskyttelsesperiode efter fødslen eller under alle omstændigheder inden udløbet af de første fire måneder efter fødslen,
såfremt arbejdsgiveren på afskedigelsestidspunktet har kendskab til graviditeten, den spontane abort, der var indtrådt efter den 12. graviditetsuge, eller fødslen, eller hvis arbejdsgiveren af kvinden underrettes herom senest to uger efter underretningen om afskedigelsen. En overskridelse af fristen er uden betydning, hvis grunden hertil ikke kan tilskrives kvinden, og underretningen efterfølgende sker uden ugrundet ophold. Stk. 1 og 2 gælder mutatis mutandis for så vidt angår forberedelsesforanstaltninger, som arbejdsgiveren træffer med henblik på afskedigelse af kvinden.
(2) I særlige tilfælde, der ikke hænger sammen med kvindens tilstand under graviditeten, efter en spontan abort, der er indtrådt efter den tolvte graviditetsuge, eller efter fødslen, kan den øverste arbejdsmiljømyndighed i delstaten eller det af denne myndighed udpegede organ undtagelsesvis fastslå, at afskedigelsen var lovlig. Afskedigelsen skal være skriftlig og indeholde begrundelsen for denne.
[...]«
7 Kündigungsschutzgesetz (lov om beskyttelse mod opsigelse) af 25. august 1969 (BGBl 1969 I, s. 1317) i den affattelse som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »KSchG«) fastsætter i § 4, der har overskriften »Indbringelse af en sag for Arbeitsgericht [(arbejdsretten, Tyskland)]«:
»Såfremt en arbejdstager ønsker at anfægte en afskedigelse, fordi den er socialt uberettiget eller af andre grunde retligt uvirksom, skal den pågældende senest tre uger efter den skriftlige meddelelse om afskedigelsen anlægge sag ved Arbeitsgericht [(arbejdsret)] med påstand om, at det fastslås, at afskedigelsen ikke har bragt ansættelsesforholdet til ophør. I de i § 2 omhandlede tilfælde skal der nedlægges påstand om, at det fastslås, at ændringen af arbejdsbetingelserne er socialt uberettiget eller ugyldig af anden grund. Hvis arbejdstageren har klaget til arbejdstagernes repræsentanter (jf. § 3), skal disses udtalelse vedlægges stævningen. Såfremt afskedigelsen er underlagt myndighedsgodkendelse, begynder fristen for at indbringe sagen for arbejdsretten først at løbe, når arbejdstageren har modtaget meddelelse om myndighedens afgørelse.«
8 KSchG’s § 5 med overskriften »Tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb« bestemmer:
»(1) Hvis en arbejdstager efter afskedigelsen var forhindret i at indbringe sagen for retten inden for tre uger efter modtagelsen af den skriftlige afskedigelse, selv om vedkommende udviste rimelig omhu, henset til de konkrete omstændigheder, skal der på anmodning fra arbejdstageren gives efterfølgende tilladelse til domstolsprøvelse. Det samme gælder i tilfælde af, at en kvinde først har fået kendskab til sin graviditet efter udløbet af den i § 4, stk. 1, fastsatte frist, uden at dette kan tilskrives hende selv.
(2) Anmodningen skal kombineres med indbringelse af sagen for retten; hvis sagen allerede er indbragt for retten, skal der henvises hertil i anmodningen. Anmodningen skal desuden indeholde en angivelse af de forhold, der begrunder en efterfølgende tilladelse til domstolsprøvelse, og beviser herfor.
(3) Anmodningen skal fremsættes senest to uger efter, at hindringen er ophørt. Efter udløbet af seks måneder, regnet fra det tidspunkt, hvor fristen blev overskredet, kan der ikke længere fremsættes en anmodning.
[...]«
9 KSchG’s § 7, der har overskriften »Afskedigelsens retsvirkning«, fastsætter:
»Såfremt ugyldigheden af en afskedigelse ikke påberåbes rettidigt (§ 4, stk. 1, §§ 5 og 6), anses afskedigelsen for at have retsvirkning fra afskedigelsestidspunktet [...]«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
10 TC var siden den 1. august 2022 ansat som sygehjælper på en etårig kontrakt hos Haus Jacobus.
11 Ved skrivelse af 6. oktober 2022 afskedigede Haus Jacobus TC med virkning fra den 21. oktober 2022.
12 Den 9. november 2022 blev det konstateret, at TC var gravid i syvende uge. Den 10. november 2022 underrettede hun Haus Jacobus herom.
13 Ved skrivelse af 13. december 2022 anlagde TC sag ved Arbeitsgericht Mainz (arbejdsretten i Mainz, Tyskland), som er den forelæggende ret, til prøvelse af afskedigelsen med den begrundelse, at hun på tidspunktet for afskedigelsen var gravid.
14 Den forelæggende ret har anført, at KSchG’s § 4, stk. 4, i overensstemmelse med Bundesarbeitsgerichts (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) praksis, hvorefter fristen for at indbringe sagen for Arbeitsgericht (arbejdsret) først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor myndighedens afgørelse meddeles arbejdstageren, ikke finder anvendelse, når arbejdsgiveren underrettes om graviditeten efter afskedigelsen, således at afskedigelsen i henhold til KSchG’s § 7 anses for gyldig efter udløbet af den frist på tre uger, der er fastsat i lovens § 4, stk. 1, uanset den særlige beskyttelse mod afskedigelse, der er fastsat i MuSchG’s § 17, medmindre der i henhold til KSchG’s § 5 indgives en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb.
15 Da TC ikke har indgivet en sådan ansøgning, bør sagsøgte således i henhold til disse bestemmelser i KSchG frifindes. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt disse bestemmelser er forenelige med EU-retten, navnlig henset til dom af 29. oktober 2009, Pontin (C-63/08, herefter »Pontin-dommen«), hvori Domstolen fastslog, at en gravid kvindes retsmidler skal være genstand for en lovgivning, der overholder effektivitetsprincippet.
16 I denne henseende har den forelæggende ret for det første anført, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ifølge en del af den tyske retslitteratur gør retsbeskyttelsen af gravide kvinder uforholdsmæssigt vanskelig på grund af den samtidige eksistens af forskellige særligt korte frister, som hver især kan føre til udelukkelse af beskyttelsen mod afskedigelse, og som er så meget desto mere kortvarig, når den pågældende først får kendskab til graviditeten efter sin afskedigelse eller som følge af de forpligtelser, der skal opfyldes enten hos arbejdsgiveren eller Arbeitsgericht (arbejdsret).
17 For det andet har den forelæggende ret anført, at MuSchG’s § 17 i overensstemmelse med EU-retten gør det muligt for en gravid arbejdstager at påberåbe sig den særlige beskyttelse mod afskedigelse ved at give arbejdsgiveren meddelelse om sin graviditet efter afskedigelsen, herunder efter udløbet af den frist på tre uger til at anfægte afskedigelsen, der er fastsat i KSchG’s § 4, og efter udløbet af den frist på to uger, der er fastsat i MuSchG’s § 17. I dette tilfælde er den forelæggende ret af den opfattelse, at der, henset til princippet om effektiv domstolsbeskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten, ikke synes at være noget, der kan begrunde, at en gravid arbejdstager er forpligtet til at overholde den procedure, der er fastsat i KSchG’s § 5, for at hendes søgsmål kan antages til realitetsbehandling. Når en arbejdstager efter udløbet af to-ugers-perioden henvender sig til sin tidligere arbejdsgiver og herved informerer om, at hun var gravid på det tidspunktet, hvor afskedigelsen blev meddelt, kan arbejdsgiveren ikke opfatte dette anderledes, end at hun derved gør gældende, at afskedigelsen var ugyldig.
18 På denne baggrund har Arbeitsgericht Mainz (arbejdsretten i Mainz) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»[...] [Er] de tyske nationale bestemmelser i §§ 4 og 5 i KSchG, hvorefter en kvinde, der som gravid nyder særlig beskyttelse mod afskedigelse, også skal anlægge sag inden for de frister, der er fastsat heri, for at bevare denne beskyttelse, er forenelige med direktiv [92/85?]«
Formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse
19 Haus Jacobus har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises, idet det forelagte spørgsmål ikke er relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.
20 Selskabet har for det første gjort gældende, at den forelæggende ret med sit spørgsmål ønsker oplyst, om en gravid arbejdstager er forpligtet til at gøre brug af et retsmiddel i henhold til national ret, i det foreliggende tilfælde KSchG’s § 5, med henblik på at gøre sine rettigheder i henhold til direktiv 92/85 gældende. Svaret på dette spørgsmål følger imidlertid direkte af dette direktivs artikel 12, som bestemmer, at enhver arbejdstager, der mener sig krænket som følge af manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, skal gøre sine rettigheder gældende ved at gøre brug af de retsmidler, der er fastsat i national ret.
21 Da den i hovedsagen omhandlede arbejdstager for det andet ikke har indgivet en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb som omhandlet i KSchG’s § 5, er det ikke nødvendigt med henblik på afgørelsen af tvisten i hovedsagen at undersøge det forelagte spørgsmål vedrørende effektiviteten af det retsmiddel, der er fastsat i denne bestemmelse.
22 For det tredje går den forelæggende rets synspunkt, hvorefter medlemsstaterne er forpligtede til at tillade enhver gravid arbejdstager at gøre gældende, at de forpligtelser, der følger af direktiv 92/85, ikke er overholdt, uden at skulle anvende et retsmiddel i henhold til national ret som det, der er fastsat i KSchG’s § 5, videre end den beskyttelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 10, nr. 3), og artikel 12.
23 I denne forbindelse følger det af fast retspraksis, at det inden for rammerne af den procedure, der er indført ved artikel 267 TEUF, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 9.3.2023, Vapo Atlantic, C-604/21, EU:C:2023:175, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
24 I det foreliggende tilfælde skal det for det første bemærkes, at Haus Jacobus’ argumenter, som er nævnt i denne doms præmis 20 og 22, vedrører realiteten med hensyn til det forelagte spørgsmål og ikke formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse. Den angiveligt åbenbare karakter af besvarelsen af dette spørgsmål kan i øvrigt ikke begrunde en afvisning. Selv hvis det antages, at der er tale om et spørgsmål, hvor svaret ifølge en af parterne i hovedsagen ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, kan en anmodning om præjudiciel afgørelse, der indeholder et sådant spørgsmål, ikke af den grund afvises (jf. i denne retning dom af 9.3.2023, Vapo Atlantic, C-604/21, EU:C:2023:175, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
25 Hvad for det andet angår det argument, der er nævnt i denne doms præmis 21, må det konstateres, at det forelagte spørgsmål ikke vedrører effektiviteten af det retsmiddel, der er fastsat i KSchG’s § 5, men spørgsmålet om, hvorvidt forpligtelsen til at anvende et sådant retsmiddel til at gøre rettigheder i henhold til direktiv 92/85 gældende er forenelig med de krav, der følger af effektivitetsprincippet.
26 Det følger heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse følgelig kan antages til realitetsbehandling.
Om det præjudicielle spørgsmål
27 Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en gravid arbejdstager, som ikke har kendskab til sin graviditet før efter udløbet af fristen for at anlægge et søgsmål til prøvelse af sin afskedigelse, skal indgive en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse inden for en frist på to uger.
28 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 10, nr. 1), i direktiv 92/85 skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at forbyde afskedigelse af arbejdstagere som defineret i artikel 2 i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af den i artikel 8, stk. 1, fastsatte barselsorlov, undtagen i særlige tilfælde, som ikke har forbindelse med deres tilstand, hvor afskedigelse er tilladt efter national lovgivning og/eller praksis, eventuelt med den kompetente myndigheds samtykke.
29 I overensstemmelse med artikel 12 i direktiv 92/85 påhviler det endvidere medlemsstaterne i deres retsorden at indføje de nødvendige bestemmelser for, at enhver arbejdstager, der anser sine rettigheder for krænket som følge af manglende overholdelse af kravene i dette direktiv, herunder af de krav, der følger af direktivets artikel 10, kan gøre disse rettigheder gældende for retslige instanser. Det bestemmes i direktivets artikel 10, nr. 3), at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at beskytte gravide arbejdstagere mod følgerne af en afskedigelse, som ville være ulovlig efter samme artikels nr. 1).
30 Disse bestemmelser, og navnlig artikel 12 i direktiv 92/85, udgør i direktivets sammenhæng et særligt udtryk for den effektive domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tillagt ved EU-retten (Pontin-dommen, præmis 41).
31 Det fremgår desuden af retspraksis, at selv om medlemsstaterne i henhold til artikel 12 i direktiv 92/85 ikke er forpligtet til at vedtage bestemte foranstaltninger, skal den valgte foranstaltning ikke desto mindre kunne sikre en faktisk og effektiv domstolsbeskyttelse, have en reelt afskrækkende virkning på arbejdsgiveren og i alle tilfælde være passende i forhold til det lidte tab (Pontin-dommen, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
32 For så vidt angår princippet om effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er blevet tillagt ved EU-retten, fremgår det af fast retspraksis, at processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU’s retsorden (effektivitetsprincippet) (Pontin-dommen, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
33 Hvad angår ækvivalensprincippet fremgår det ikke af sagsakterne, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke er i overensstemmelse med dette princip.
34 Hvad angår effektivitetsprincippet følger det af Domstolens praksis, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel regel gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure samt procedurens forløb og særlige kendetegn for de forskellige nationale instanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling (dom af 21.12.2023, BMW Bank m.fl, C-38/21, C-47/21 og C-232/21, EU:C:2023:1014, præmis 304 og den deri nævnte retspraksis).
35 Domstolen har i denne henseende fastslået, at det er foreneligt med EU-retten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister, idet sådanne frister nemlig ikke kan antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten (jf. i denne retning dom af 12.2.2008, Kempter, C-2/06, EU:C:2008:78, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis). For så vidt angår præklusive frister har Domstolen ligeledes fastslået, at det tilkommer medlemsstaterne for de nationale bestemmelser, der henhører under EU-rettens anvendelsesområde, at fastsætte frister i forhold til, bl.a. hvor afgørende den beslutning, der skal træffes, er for de berørte, kompleksiteten af de procedurer og den lovgivning, der finder anvendelse, antallet af personer, der kan være berørt, og andre offentlige eller private interesser, hvortil der skal tages hensyn (jf. i denne retning Pontin-dommen, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 27.2.2020, Land Sachsen-Anhalt (Lønninger til tjenestemænd og dommere), C-773/18 – C-775/18, EU:2020:125, præmis 69).
36 Henset til bl.a. retssikkerhedsprincippet er kravene til overholdelse af effektivitetsprincippet følgelig principielt ikke til hinder for, at der for et søgsmål, der har til formål at opnå genansættelse ved den omfattede virksomhed af en ulovligt afskediget lønmodtager, fastsættes en relativt kort præklusionsfrist. Gravide arbejdstagere, der er blevet afskediget, såvel som arbejdsgiverne kunne ud fra et retssikkerhedssynspunkt have en interesse i, at muligheden for at anlægge et sådant søgsmål er tidsmæssigt begrænset, henset til bl.a. de konsekvenser, som en genansættelse har for samtlige berørte parter, når den finder sted efter lang tid (jf. i denne retning Pontin-dommen, præmis 60 og 61).
37 Hvad imidlertid angår den nationale bestemmelse, som fastsætter en præklusionsfrist på 15 dage, der finder anvendelse på sagen om afskedigelsens ugyldighed, har Domstolen fastslået, for det første, at en sådan frist skal betragtes som særligt kort, henset navnlig til den situation, hvori en kvinde befinder sig i begyndelsen af en graviditet, og for det andet, at det kan være meget vanskeligt for en kvindelig arbejdstager, der er blevet afskediget under sin graviditet, under overholdelse af fristen på 15 dage at skaffe sig kompetent rådgivning og i givet fald affatte og indgive en stævning (Pontin-dommen, præmis 62 og 65)
38 Domstolen understregede ligeledes med hensyn til de i Pontin-dommen omhandlede nationale bestemmelser, at en gravid arbejdstager, der af den ene eller anden grund har siddet fristen på 15 dage overhørig, ikke længere råder over nogen retsmidler til at gøre sine rettigheder gældende som følge af afskedigelsen (jf. i denne retning Pontin-dommen, præmis 66).
39 Domstolen fastslog på grundlag af disse konstateringer bl.a., at processuelle bestemmelser som dem, der karakteriserede den i Pontin-dommen omhandlede lovgivning, ikke overholdt effektivitetsprincippet, idet de medførte processuelle ulemper, der kunne gøre det unødigt vanskeligt at gennemføre gravides rettigheder i henhold til artikel 10 i direktiv 92/85, hvilket det imidlertid tilkom den forelæggende ret at efterprøve (jf. i denne retning Pontin-dommen, præmis 67 og 69).
40 Det følger i det foreliggende tilfælde af forelæggelsesafgørelsen, at et søgsmål til prøvelse af afskedigelsen i henhold til KSchG’s § 4, stk. 1, skal indgives inden for tre uger efter den skriftlige meddelelse om afskedigelsen. Et søgsmål, der indgives efter denne periode af en gravid arbejdstager, kan dog i henhold til KSchG’s § 5 tillades, hvis arbejdstageren, der først har fået kendskab til sin graviditet efter udløbet af den nævnte frist på tre uger, anmoder herom. Anmodningen skal fremsættes senest to uger efter, at hindringen er ophørt.
41 Den forelæggende ret har anført, at den i hovedsagen omhandlede arbejdstager, som ikke havde anlagt et søgsmål til prøvelse af sin afskedigelse inden for fristen på tre uger regnet fra den dato, hvor hun fik skriftlig meddelelse herom, heller ikke har indgivet et sådan anmodning, hvorfor hendes søgsmål skal forkastes, medmindre de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser er i strid med effektivitetsprincippet, hvilket den forelæggende ret er tilbøjelig til at mene.
42 Den har henvist til, at den frist på tre uger for anlæggelse af en søgsmål, der er fastsat i KSchG’s § 4, stk. 1, har til formål at garantere retssikkerheden, og at det samme synes at gælde for fristen på to uger for indgivelse af en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb, der er fastsat i KSchG’s § 5, stk. 3.
43 Når dette er sagt, skal medlemsstaterne, således som det er anført i denne doms præmis 35, ikke blot tage hensyn til retssikkerheden i forbindelse med fastsættelsen af præklusionsfrister. Andre parametre, såsom hvilken betydning de beslutninger, der skal træffes, har for de berørte, eller andre offentlige eller private interesser, skal ligeledes tages i betragtning.
44 I denne henseende udgør beskyttelsen mod afskedigelse af gravide arbejdstagere, som sikret ved artikel 10 i direktiv 92/85, et vigtigt parameter, som medlemsstaterne skal tage hensyn til.
45 Det er nemlig i betragtning af risikoen for, at en eventuel afskedigelse kan påvirke en gravid arbejdstagers fysiske og psykiske tilstand, at EU-lovgiver i medfør af artikel 10 i direktiv 92/85 har indført en særlig beskyttelse for kvinder ved at fastsætte dette forbud mod afskedigelse (jf. i denne retning dom af 22.2.2018, Porras Guisado, C-103/16, EU:C:2018:99, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
46 Det fremgår ganske vist af forelæggelsesafgørelsen, at KSchG’s § 5 gør det muligt ved en anmodning om tilladelse at anlægge sag for sent, når den almindelige frist på tre uger for at anlægge sag til prøvelse af afskedigelsen er udløbet, når kvinden af grunde, som ikke kan tilskrives hende, endnu ikke havde fået kendskab til graviditeten.
47 Det bemærkes imidlertid for det første, at denne anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb skal indgives inden for to uger efter, at hindringen er ophørt, hvilket ifølge Domstolen udgør en særligt kort frist, bl.a. henset til den situation, hvori en kvinde befinder sig i begyndelsen af graviditeten (Pontin-dommen, præmis 62).
48 Det skal for det andet understreges, at denne frist på to uger er kortere end den almindelige frist på tre uger, jf. KSchG’s § 4, stk. 1, til at anlægge et søgsmål til prøvelse af en afskedigelse.
49 En gravid arbejdstager, som på tidspunktet for sin afskedigelse havde kendskab til sin graviditet, har således en frist på tre uger til at anlægge et sådant søgsmål. Derimod har en arbejdstager, som ikke har kendskab til sin graviditet før udløbet af denne frist, og dette af en grund, som ikke kan tilskrives hende, kun to uger til at anmode om tilladelse til et sådant søgsmål, hvilket medfører en betydelig forkortelse af fristen for at blive rådgivet og i givet fald udarbejde og indgive ikke blot denne anmodning om at tilladelse til domstolsprøvelse indgivet efter søgsmålsfristens udløb, men også for at anlægge selve søgsmålet. Som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, bestemmer KSchG’s § 5, stk. 2, at dette søgsmål i princippet skal indgives samtidig med anmodningen.
50 Haus Jacobus har i denne forbindelse i sit skriftlige indlæg anført, at anmodningen om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb ikke er underlagt særlige formkrav, og at den endog kan indgives mundtligt til justitskontoret for en hvilken som helst retsinstans, herunder en ret, der ikke har kompetence. Kommissionen har for sin del anført, at selv om den blotte omstændighed, at der anlægges sag til prøvelse af afskedigelsen, efter dens opfattelse ikke er tilstrækkelig til, at en sådan anmodning kan anses for at være indgivet, kan den ikke desto mindre fremsættes stiltiende.
51 Selv hvis disse præciseringer – efter den prøvelse, der påhviler den forelæggende ret at foretage – viser sig at være korrekte, forholder det sig, når dette er sagt, ikke desto mindre således, at når en arbejdstager som i det foreliggende tilfælde får kendskab til, at hun er gravid, efter udløbet af en frist på tre uger efter afskedigelsen, er hun ikke blot forpligtet til at anlægge sag, men også til at indgive en anmodning om, at dette søgsmål antages til realitetsbehandling inden for en frist på to uger, dvs. en kortere frist end den, som denne arbejdstager ville have haft, hvis hun havde haft kendskab til graviditeten på tidspunktet for sin afskedigelse. Denne frist på to uger kan således have den virkning, at det er meget vanskeligt for den nævnte arbejdstager at nå at blive rådgivet på en hensigtsmæssig måde og i givet fald udarbejde og indgive en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse og det egentlige søgsmål.
52 For det tredje synes begyndelsestidspunktet for den frist på to uger, der er fastsat i KSchG’s § 5, stk. 3, dvs. det tidspunkt, hvor »hindringen for at anlægge sag er ophørt«, som Kommissionen ligeledes har anført i sit skriftlige indlæg, ikke at være helt utvetydig, hvilket kan bidrage til at gøre det vanskeligere at udøve de rettigheder, der er sikret ved direktiv 92/85.
53 Endelig skal det for det fjerde bemærkes, at den afskedigede arbejdstager, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, i henhold til MuSchG’s § 17, stk. 1, andet punktum, er forpligtet til straks at underrette sin arbejdsgiver om graviditeten. Henset til denne forpligtelse er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt det yderligere krav om, at denne arbejdstager skal indgive en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb, skal anses for at være uforeneligt med de krav, der udspringer af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.
54 I denne henseende skal det bemærkes, at den omstændighed, at arbejdstageren ikke blot er forpligtet til straks at underrette sin arbejdsgiver om sin graviditet, men ligeledes til inden for en frist på to uger til en retsinstans at indgive en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb, samt principielt at anlægge selve søgsmålet, ganske vist bidrager til at vise kompleksiteten i den ordning, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, som fastsætter flere konkurrerende forpligtelser, der skal opfyldes under overholdelse af forskellige frister, som overlapper hinanden enten over for arbejdsgiveren eller for en retsinstans.
55 En simpel underretning af arbejdsgiveren kan imidlertid principielt ikke sidestilles med indgivelse til en retsinstans af et procesdokument, som kræves i henhold til den nationale processuelle lovgivning for at kunne anfægte en afskedigelse, eller som minimum med henblik på at suspendere den præklusive frist for at anfægte denne afskedigelse.
56 Det følger heraf, at kravet om, at der skal indgives en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb, ikke som sådan kan anses for at være uforeneligt med kravene i princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, heller ikke når den nationale lovgivning desuden fastsætter en forpligtelse for den pågældende arbejdstager til straks at underrette sin arbejdsgiver om sin graviditet.
57 De processuelle regler, der regulerer en sådan anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb, kan derimod i givet fald vise sig at være uforenelige med de krav, der udspringer af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.
58 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at den frist på to uger, der er fastsat i KSchG’s § 5, med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, synes at medføre processuelle ulemper, der kan tilsidesætte effektivitetsprincippet og dermed princippet om effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er tillagt ved direktiv 92/85. Henset til den situation, hvori en kvinde befinder sig i begyndelsen af graviditeten, synes denne frist, der er væsentligt kortere end den almindelige frist i denne lovs § 4, nemlig at gøre det meget vanskeligt for den gravide arbejdstager at blive rådgivet og i givet fald udarbejde og indgive en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb, såvel som at anlægge søgsmålet i egentlig forstand, og dette så meget desto mere, som det ikke kan udelukkes, at der er usikkerhed med hensyn til begyndelsestidspunktet for den nævnte frist på to uger og den kumulation af forpligtelser, der hver især udspringer af de forskellige frister, der skal opfyldes enten over for arbejdsgiveren eller over for en retsinstans.
59 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 10 og 12 i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en gravid arbejdstager, som først fik kendskab til sin graviditet efter udløbet af fristen for at anlægge et søgsmål til prøvelse af sin afskedigelse, for at kunne anlægge et sådant søgsmål er forpligtet til at indgive en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb, inden for en frist på to uger, for så vidt som de processuelle regler, der gælder for denne anmodning om tilladelse, idet de medfører ulemper, der kan gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt at gennemføre de rettigheder, som gravide arbejdstagere har i henhold til dette direktivs artikel 10, ikke overholder de krav, der udspringer af effektivitetsprincippet.
Sagsomkostninger
60 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
Artikel 10 og 12 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF)
skal fortolkes således, at
de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en gravid arbejdstager, som først fik kendskab til sin graviditet efter udløbet af fristen for at anlægge et søgsmål til prøvelse af sin afskedigelse, for at kunne anlægge et sådant søgsmål er forpligtet til at indgive en anmodning om tilladelse til domstolsprøvelse efter søgsmålsfristens udløb, inden for en frist på to uger, for så vidt som de processuelle regler, der gælder for denne anmodning om tilladelse, idet de medfører ulemper, der kan gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt at gennemføre de rettigheder, som gravide arbejdstagere har i henhold til dette direktivs artikel 10, ikke overholder de krav, der udspringer af effektivitetsprincippet.
Underskrifter